EN 16139 er den europæiske standard for stole til kontraktmarkedet. ANSI/BIFMA X5.1 er den amerikanske standard for kontorstole i bred forstand. Skal du sælge den samme stol i Europa og i USA, kommer du til at forholde dig til begge.

Det korte svar er at de to standarder er ens i deres logik. Begge kører statiske belastninger, holdbarhedscyklusser, slag og stabilitet på de samme dele af stolen. Forskellene ligger i hvordan de gør det, og de forskelle er ikke kosmetiske. En stol der lige akkurat består den ene, kan falde på den anden.

Hvorfor sammenligningen overhovedet giver mening

En almindelig indvending er at X5.1 er en kontorstolsstandard og derfor ikke kan sammenlignes med EN 16139. Det holder ikke helt. X5.1 dækker eksplicit besøgsstole, stabelstole, taburetter og stole med skriveplade, altså netop den stolepopulation der i Europa falder ind under EN 16139. Overlappet er reelt, og det er derfor skandinaviske brands kører begge spor på det samme produkt.

Den skarpeste afgrænsning er den anden vej. EN 16139 gælder ikke kontorstole til arbejdsbrug. Dem dækker EN 1335 i Europa. X5.1 dækker dem alle sammen.

Overblik: de to standarder side om side

Undertests: her ligger de reelle forskelle

Tabellen viser de tests hvor de to standarder faktisk kan sammenlignes. BIFMA-tallene er for Type III, den fastvinklede stol med fast ryg, fordi det er den type der svarer til en typisk kontraktstol. Bemærk at forskellene ikke kun handler om størrelsen på kraften, men om hvordan den påføres.

Rygtesten er den største forskel

EN 16139 belaster sæde og ryg samtidig. Sædet holdes nede med 1600 N ved L1 og 2000 N ved L2, mens ryggen presses med henholdsvis 560 N og 700 N. Det simulerer en person der sidder i stolen og læner sig tilbage.

X5.1 gør noget andet. Stolen spændes fast, og ryggen belastes alene gennem en form-fitting device placeret 406 mm over sædet. Til sammenligning ligger rygbelastningspunktet i EN 1728 typisk omkring 300 mm over sædets belastningspunkt. BIFMA trykker altså hårdere og længere oppe, og det giver et større moment i overgangen mellem ryg og sæde. Er stolen af Type I, altså en vippestol, stiger kraften yderligere til 890 N funktionel og 1334 N proof.

Konsekvensen i konstruktionen er konkret. En stol der er dimensioneret til EN 16139 alene, har ofte for lidt materiale i netop den overgang, og det er der den knækker første gang den møder BIFMA.

Bentesten måler to forskellige ting

X5.1 stiller stolen op, blokerer de bagerste ben og trykker vandret direkte på et ben, mellem 13 og 38 mm fra bunden, med 334 N funktionel og 503 N proof. Der er ingen vægt på sædet. Testen måler benet.

EN 16139 lægger først en balancerende last på sædet, 1000 N ved L1 og 1800 N ved L2, og skubber derefter benet, 500 eller 620 N forfra og 400 eller 760 N sideværts. Testen måler stolen som helhed under vægt.

Det er to forskellige spørgsmål. Den ene spørger om benet kan holde. Den anden spørger om stolen kan holde med en person i. En stol kan bestå den ene og dumpe den anden, og det sker.

Funktionel last og proof load

X5.1 kører de fleste tests i to trin. Først en funktionel last, der svarer til hård men normal brug, hvor stolen bagefter skal fungere fuldstændig som før. Derefter en proof load, der ligger over hård brug, hvor stolen gerne må tage skade og miste funktion, men ikke må bryde pludseligt og voldsomt sammen. EN 16139 arbejder ikke på den måde. Der er ét lastniveau pr. test, og valget mellem L1 og L2 afgøres af hvor stolen skal stå.

Tests der kun findes i den ene standard

Ud over de fælles tests har hver standard sine egne. De afspejler hvad de to markeder har set gå galt.

X5.1's ekstra tests handler stort set alle om kontorstolens mekanik. Søjlefod, gaslift, dreje, vippe og hjul. Dem har EN 16139 slet ikke, fordi de i Europa ligger i EN 1335. Til gengæld har EN 16139 en mere finmasket række slagtests og henviser til EN 1022 for stabilitet.

Skal jeg som møbelvirksomhed have begge to?

Oftest giver det mening at have begge to, en stol der kan klare den ene standard kan oftest også klare den anden. Det afhænger udelukkende af hvor du sælger. Sælger du kun i Europa, er EN 16139 nok, og BIFMA er spildte penge. Sælger du til det amerikanske kontraktmarked, kommer du ikke uden om BIFMA, uanset hvor grundigt din stol er testet i Europa. Amerikanske indkøbere spørger ikke til EN 16139.

Er du i tvivl, er det billigste tidspunkt at beslutte det på under konstruktionen, ikke efter. Skal stolen kunne begge dele, dimensionerer man efter den hårdeste værdi i hver test fra starten. Det koster stort set ingenting i designfasen. Bagefter koster det et nyt værktøj.

Er standarder lovpligtige?

Nej. Hverken EN 16139 eller X5.1 er lovkrav. Du må gerne producere og sælge en stol der aldrig har set et testlaboratorium. Det gør bare næsten ingen forskel, for du får den ikke solgt. Arkitekter, indkøbere og projektledere til kontraktmarkedet beder om dokumentation, og uden den kommer du ikke med i betragtning. Standarden er ikke et lovkrav. Den er en adgangsbillet.

Hvad det betyder for konstruktionen

Jeg FEM-simulerer begge standarders kritiske scenarier på samme model, inden der bygges prototype. Rygtesten køres med BIFMA-kraften i BIFMA-højden og med EN-kraften i EN-højden, og bentesten køres både med og uden last på sædet. Så ved man hvilken af de to der styrer dimensioneringen, og man ved det på et tidspunkt hvor det stadig kan ændres i CAD. Et eksempel er DotChair, hvor stolen blev valideret mod EN 16139 niveau 2 og BIFMA x5.1 i samme forløb.