EN 14703
Jeg har udviklet og certificeret et koblingsbeslag efter EN 14703. Her er hvad standarden kræver, og hvorfor den afgør om en stolerække kan sælges til kontraktmarkedet.

Standarder
EN 14703 er den europæiske standard for koblingsbeslag på siddemøbler til kontraktmarkedet. Den fastsætter styrkekrav og prøvningsmetoder for de beslag der forbinder stole i rækker, altså i konferencesale, teatre, kantiner, kirker, lufthavne og alle andre steder hvor stole skal stå i faste rækker og kunne skilles ad igen.
Standarden hedder fuldt ud "Furniture. Links for non-domestic seating linked together in a row. Strength requirements and test methods" og er udarbejdet af CEN/TC 207. Den gældende version er EN 14703:2007.
Hvad dækker EN 14703, og hvad dækker den ikke?
EN 14703 stiller krav til koblingen. Ikke til stolen. Styrke, holdbarhed og sikkerhed for det enkelte siddemøbel ligger i stolestandarden, som i dag er EN 16139. En sammenkoblelig stol skal derfor dokumenteres ad to spor. Stolen efter EN 16139 med testmetoder fra EN 1728, koblingen efter EN 14703. Det er et af de steder hvor et projekt går galt, fordi stolen bliver testet og godkendt, og koblingen bliver glemt indtil en indkøber spørger til den.
Standarden dækker ikke ældning og nedbrydning, og den gælder ikke stole der er monteret på bjælker eller fastgjort til gulv eller væg. Den skelner mellem positive links, der forbliver koblet selv om rækken væltes eller løftes, og gravity links, der kobles fra når stolen løftes op.
De tre tests i EN 14703
Rækkeforskydningstest
Elleve stole kobles sammen i en række. En vandret kraft på 200 N påføres den midterste stols sædeforkant bagud, og forskydningen af rækkens midte måles i forhold til linjen mellem endestolenes forben. Testen gentages med kraften fremad. Rækkens midte må ikke flytte sig mere end 200 mm ud af linjen. Det er den test der afgør om en række føles stiv eller giver efter, og det er den der presser en konstruktion hårdest når koblingen er i plast frem for metal.
Væltetest
Elleve stole kobles sammen, og der påføres kraft mod den midterste stols ryglæn indtil hele rækken vælter, først bagud og derefter fremad. Testen handler ikke om at rækken skal blive stående. Den handler om hvad der sker med koblingerne når den ikke gør.
Vandret slagtest
Fem stole kobles sammen, endestolene belastes, og en pendulslagenhed rammer den midterste stol ti gange bagud på sædeforkanten og derefter ti gange fremad på ryglænets overkant. Slagtesten simulerer den pludselige belastning der opstår i en panik eller evakueringssituation, hvor mennesker kaster sig mod stolerækken.
Option A eller option B: rækken skal ikke nødvendigvis holde sammen
Det overraskende ved EN 14703 er at standarden ikke kræver at rækken bliver samlet. Ved væltetesten og slagtesten skal beslaget opfylde én af to opførsler, og den samme skal gælde i begge tests. Option A betyder at rækken forbliver intakt, og her må både beslag og stol gerne tage skade undervejs. Option B betyder at mindst én stol kobles fra de andre. Begge er gyldige.
Valget handler om evakuering. En række der holder sammen kan vælte som én blok, mens en række der kobler fra giver plads. Testrapporten skal angive hvilken option beslaget opfylder, og det er præcis det indkøbere til teatre, konferencecentre og transportterminaler læser efter.
Hvorfor standarden betyder noget kommercielt
Uden dokumentation efter EN 14703 er en sammenkobling en påstand. Kontraktmarkedet køber ikke påstande. Når en arkitekt eller en indkøber specificerer stole til en sal med faste rækker, skal koblingen kunne dokumenteres på lige fod med stolen selv, og en manglende EN 14703 rapport kan alene af den grund koste ordren. Standarden er ikke lovpligtig, men den er i praksis adgangsbilletten.
Et eksempel fra praksis
Jeg har udviklet koblingsbeslaget til DotChair for 1000dots. Et beslag i plast der kobler 4-benede rørstole sammen i rækker og er certificeret efter DS/EN 14703. Selve stolen er valideret til EN 16139 niveau 2 og BIFMA x5.1, og det arbejde er beskrevet under FEM-beregninger og produktionspakke til DotChair. De to spor er et godt billede på hvordan standarderne griber ind i hinanden i praksis.
FAQ.
Ofte stillede spørgsmål.
Alt du har brug for at vide, før vi går i gang.